"Mandemad"!

Hvorfor hedder det egentligt "mandemad" sålænge der er tale om store røde bøffer?

Jeg elsker kød. Elsker store røde bøffer. Så herhjemme bliver der ikke sagt noget herfra, når manden min foreslår, at vi skal have røde bøffer.

I aften skal min mand forkæles. Hvorfor?-det skal han bare fordi han er min. Så der er lige åbnet en lækker Barolo og var hos slagteren og købe 2 lækre entrecote(r). Jeg tror at jeg glæder mig ligeså meget som han gør. 

Og så havde vi nogle rigtig gode venner på besøg i går til dinner, hvor Mark havde bestilt creme brulee med lakrids til dessert. Og der var desværre lidt tilovers, så de "sørgelige" rester spiser vi idag. Efter de lækre bøffer.

 

Hubertus-jagt

Den årlig Hubertus-jagt i Dyrehaven. 

Jeg har været afsted med Lauritz siden han blev født, og var kun få uger gammel. Det var bare SÅ koldt, men han lå godt og lunt i sin barnevogn, i stor fleecedragt og i sin sovepose. Det eneste tidspunkt han var oppe i kulden, var da jeg ammede ham...siddende på en træstub, samtidig med at jeg forsøgte at balancere med ammebrik, undgå kulde på brystet og stadig svøbe ham, så han ikke blev kold. Det lykkedes og det var en oplevelse...en god oplevelse.

Den gang var vi afsted med to gode veninder jeg har læst sammen med, og vi besluttede, at det skulle være en tradition fremover. Som sagt, så gjort. Et enkelt år, har vi ikke holdt traditionen ved lige og været afsted sammen. Lauritz og jeg har dog stadig været til Hubertus-jagt. Det var også det eneste år, hvor Mark blev lokket med. Han syntes faktisk at det var rigtig hyggeligt, så ikke så slemt at skulle i skoven i kulden.

Vi går det samme, hvert år, så jeg vil lige give jer en kort beskrivelse af, hvad er det egentligt vores tradition går ud på.

De samme mennesker bliver inviteret hvert år, dem jeg har læst min Bachelor på CBS sammen med, og flere gange har der været inviteret flere "udefra" med. For et par år siden var min svigerinde Rikke med. Det var hendes første og indtil videre eneste oplevelse af Hubertus-jagt. Og det var strålende solskinsvejr, så intet mindre end perfekt. Nå, tilbage til traditionen.

Vi har prøvet at stå forskellige steder, siden vi startede traditionen. Jeg tror at vi er ved at have snævret os ind på, hvor det er bedst for os at stå. Nu er der også kommet flere børn til, både med og uden barnevogn eller klapvogn, så det skal jo også være nemt for dem at se hestene.

Vi parkere altid ved Trepile-lågen, ved Strandvejen, så de små ben ikke skal gå så langt op til slottet. 

I år stod vi ved Magasin-dammen, på siden mod Strandvejen. Vi stod rigtig godt, men blev invaderet af folk, der syntes at de skulle stå nærmest ovenpå os og vores små poder, så der må lægges en anden strategi for det, næste år. Lauritz endte med at stå helt forrest ved Magasin-dammen. Jeg stod 3-4 rækker bagved ham, men havde heldigvis arrangeret med en dame af hun holdt ham i hånden hele tiden, og hendes datter holdt ham på skuldrene, så han ikke pludselig skulle falde i dammen. Og der stod han så i en times tid, og holdt en fremmed dame i hånden. Ja ja. Det gik jo fint, og jeg kunne se hende hele tiden, så jeg følte mig meget tryg. Og Lauritz, ja, han var lykkelig. Han fik set hestene helt tæt på. Det var lige så de sprøjtede på ham, når de løb forbi nede i dammen.

Jeg var ret glad for, at jeg i sidste øjeblik, havde taget nogle stykker af et gammel liggeunderlag med, som vi kunne sidde på, mens vi ventede på hestene og ikke mindst da Mathilda blev sulten og jeg skulle amme. Det var der til gengæld nogle fra Singapore der syntes var ret spøjst/sjovt, at jeg sad der, mellem alle benene og ammede. Tja, når barnet vil have mad, så vil hun have mad, og der var jo ikke rigtig andre steder jeg kunne sætte mig, uden at skulle forlade Lauritz med de andre og så skulle forsøge at mase mig igennem efterfølgende. Jeg havde det fint, og det havde Mathilda også, og jeg tror faktisk ikke at der var andre der rigtig lagde mærke til at jeg ammede.

Alle der kommer med, skal medbringe noget mad eller drikkelse til deling, som vi kan spise efter jagten er slut. Menuen står normalt altid på det samme...Hjemmebagte boller, smør, ost, pålægschokolade, kaffe og te. Evt. lidt sødt eller andet lækkert, der nemt kan spises med fingrene og uden tallerken.

Da jagten var slut og Lauritz havde spiste sin andel af bollerne, syntes han, at han skulle hjælpe de Officials der gik rundt og fjernede afspærringerne.

De syntes at han var en sjov lille en...en hårdtarbejdende lille knægt. Så han skulle da også have noget for sit hårde arbejde, syntes den ene af dem, og gav ham sin kasket. Kistestolt Lauritz. Han er meget glad for sin kasket. Hårdt arbejde betaler sig, ligemeget hvor gammel man er.

Totalt efterår i skoven. Så er det da kun på sin plads at kaste med de flotte nedfaldne blade.

Halloween i Tivoli

Mathilda og jeg, har i denne uge faktisk også været i Tivoli og hygge. Vi mødtes med en fra mit arbejde, som er på barsel med sin søn, der er 2 måneder ældre end Mathilda.

Turen derind foregik med toget, hvor jeg selvfølgelig havde strikketøjet i tasken. Man kan jo ligeså godt udnytte tiden, og Mathilda, tja, hun sov.

Det er sjovt. De kan simpelthen glo på hinanden. De kigger ikke. De ser ikke på hinanden. De glor. De har stirre-konkurrence og charmere hinanden.

Og de hygger sig sammen...eller ved siden af hinanden. Han sidder selv, så fint, og havde heldigvis slet ikke noget imod, at Mathilda lige skulle læne sig om af ham engang imellem.

Mere bagning, mere hygge

Et af mine nytårsforsæt var, at jeg skulle bage mere. Jeg elsker at bage. Det er afslappende, hyggeligt og så får man jo noget lækkert ud af det.

Igår prøvede jeg noget nyt. Cookies med mørk chokolade og lakrids. De blev rigtig lækre. Lige tilpas forhold mellem chokolade og lakridssmag. Jeg måtte sige til Mark, at han ikke måtte spise dem allesammen.

Opskriften får I her...

Ingredienser:

150 g Blødt smør

250 g Rørsukker

75 g Brun farin

2 æg

1 tsk salt

300 g Hvedemel

6 tsk lakridspulver (jeg brugte raw lakridspulver)

75 g groft hakkede mandler

120 g hakket mørk chokolade

Rør det bløde smør sammen med rørsukker og brun farin. Sørg for at det er rørt godt sammen. Tilsæt æg, ét af gangen, og rør ægget godt sammen med smør/sukker-blandingen før du tilsætter det sidste æg. Rør igen godt sammen. Tilsæt herefter de resterende ingredienser og rør det hele godt igennem.

Dejen fordeles i "klatter" med to teskeer, på en bageplade med bagepapir. Tryk evt. "klatterne" en smule, hvis du ikke vil have at kagerne bliver for tykke. Bages i en forvarmet ovn på 200 grader i 9 min. Hold øje med dine cookies, at de ikke bliver for mørke, så forsvinder lakridssmagen nemlig. Lad dem køle på en bagerist.

Enjoy!!

Sne

Et øjebliks undskydelse fredag på vej hjem fra arbejde. Den sne...den skal udnyttes, inden den pludselig forsvinder igen. Man ved ho aldrig med det danske vejr. Hmrf..

Så hjem og stille bilen og frem med kælken og så ned til børnehaven og hente Lauritz. 

Han blev helt vildt glad. Det var så sejt. Og så sjovt. Og han havde ret...det var rigtig sjovt og hyggeligt. Men også virkelig hårdt. Det er ikke fordi vi bor et sted hvor alt er fladt og uden bakker, og i høj blød sne, så fik jeg også ugens træning. Jeg blev også nød til at holde et par pauser på vejen hjem når plukveerne strammede lidt for meget. 

Fik også et par kommentarer med på vejen fra den lille fyr. "Du går ikke så hurtigt mor"!!! Say what! Altså der havde jeg lyst til at skubbe ham af kælken og selv sætte mig til rette. Tsk tsk. Prøves at fortælle at jeg ikke kunne gå hurtigere, dir det ville lillesøster ikke have. Det blev heldigvis godtaget. 

Vi har holdt søndag

En af de gode søndage bestående af lige dele hygge og praktiske gøremål.

Lauritz og jeg lod farmand sove længe idag, og hyggede os med boller med ost, yoghurt, juice og en kop kaffe til mig ved det lille bord (læs: ved sofaen). Det er ultimativ hygge for Lauritz. Han ELSKER at spise ved det lille bord. Hvis han kunne vælge, ville han indtage alle sine måltider ved det lille bord. Det er også rigtig hyggeligt,  med ild i pejsen, stearinlys, dæmpet belysning og helt tilbagelænet. Hvis vi stod tidligt nok op om morgenen, så vi kunne bruge lidt over en time på at spise morgenmad..hver morgen, jamen så er jeg sikker på at vi ville spise meget mere ved det lille bord. MEN både Mark og Lauritz kan godt lide at sove, så det med at stå alt for tidligt op...det sker ikke. Altså ved mindre at de virkelig skal.

Marks sengelampe har været i stykker i alt for lang tid. Eller det vil sige, ikke lampen, den fejler ikke noget, men den lysdæmper der sad på ledningen havde dæmpet lyset for altid, og skulle skiftes. Jeg har simpelhent ikke taget mig sammen til at købe en ny lysdæmper til at sætte på...og jeg har også glemt det 100 gange. Det er kun når jeg så gerne har ville tænde hans lampe, at jeg er kommet i tanke om det. SÅ, idag var dagen, hvor lysdæmper blev købt og erstattede den gamle. Lille praktisk ting af stor værdi.

Eftermiddags-hygge skulle også til, så mens Lauritz og Mark kørte til genbrugsstationen, så gik jeg igang med at bage Bedstefar med Skæg. Min mor har spurgt mig for længe længe siden, om jeg ville bage den, og da mine forældre havde sagt de ville komme forbi til eftermiddag, jamen så var det da en god anledning. Jeg har faktisk ikke bagt den før, men en gang skal jo være den første, så igang med mig. Opskriften var meget nem, og den blev rigtig god, så den giver jeg gerne videre. Den kommer dog i et andet indlæg.

Vi skal have tømt lidt ud i fryseren, så der er lavet madplan for hele næste uge, og dagens middag stod på Thaimad. Kylling i kokosmælk med rødkarry og dertil nudler. Lauritz er stadig ikke til alt for meget kød så han ville bare have nudler. OG de skulle spises med pinde. Ligesom mor og far. Det gik faktisk ret godt, dog måtte højre hånd hjælpe til i ny og næ, men det må man også godt.

Lang tid siden...

Jeg har ikke været herinde siden den 3. oktober 2013. Det er lang tid siden. Meget længere end jeg egentligt havde tænkt mig.

Det har både været selvvalgt og tvang. Eller tvang og tvang. Manglende overskud til noget som helst overhovedet. Det overskud som jeg normalt syntes, at jeg har masser af, blev tyvestjålet af en lille spunk. En lille spunk der gemmer sig i sin hule. Idag er jeg 21 uger henne. Der er masser af liv og glade dage- Der bliver sparket og hoppet og danset og maven får en masse kærlighed af den kommende storebror. Det er så fantastisk. Han er så kærlig og omsorgsfuld, mit hjerte smelter når han skal kysse lillesøster i maven godnat.

Men, når nu et nyt år er startet, så er det måske en rigtig god ide, lige at få afsluttet sidste år først. Så alle de indlæg og billeder der har kørt rundt inde i hovedet på mig siden 3. oktober, de skal ud i det fri. Ud til jer. Men for at jeg ikke skal bruge de næste mange dage på at skrive og i skal bruge en masse tid på at læse gamle tanker, så har jeg forkortet de sidste 3 måneder til en masser billeder og lidt færre ord.

Vi starter fra hvor vi slap...

Lauritz fødselsdag 5. oktober 2013 - 3 år, stor dag. Hele familien var samlet og selvfølgelig var Lauritz' bedste venner også med. Det var også denne dag, at vi fortalte, at Lauritz skal være storebror.

Pludselig mente Lauritz, at det var tid til at sende sine sutter til Julemanden...en fredag aften 5 minutter til godnat og sov godt. Øh, jamen så er det da bare om at komme afsted til postkassen, før han fortryder. Han var bare mega sej. Han var en smule ked da han skulle sove, men efter 2 minutter sov han. Og det fortsatte de efterfølgende nætter. Pludselig...ingen snak om sutter længere. Han er bare så nem...det må komme igen når han bliver ældre. Det er simpelhent for godt til at være sandt.

Så blev det Halloween. Lauritz skulle være mumie. Jeg var noget spændt på, om han ville have masken på, og om han ville blive bange. Men nix nix. Maske tjek og ingen bangebuks gemt i ham.

Tid til den årlige Hubertusjagt. Lauritz elsker det. Vi, ham og jeg, har været til Hubertusjagt siden han blev født. Det er bare en god måde at komme ud og opleve. Lauritz peger, og kalder på hestene, klapper og griner højlydt. Han bruger al sin energi, og er fuldstændig færdig når vi tager hjem. God kombination af frisk luft, fysisk aktivitet og spænding. Skønt.

Den første scanning af den lille spunk. Da vi var til nakkefoldsscanning med Lauritz fik vi en rigtig høj risiko, 1:11. Jeg skulle derfor have foretaget en moderkagebiopsi og vi var igennem en forfærdelig ventetid. Det var bare ikke noget vi havde lyst til at opleve igen. Det var heldigvis en rigtig god scanning og vi fik en lav risiko, 1:6351. Det var bare så dejligt at se den lille spunk havde det godt.

I december skulle der, traditionen tro, bages brunkager og vaniliekranse, og vi fik bagt en ordentlig bunke. Lauritz valgte hvilket juletræ vi skulle have i år og var også med til at pynte det. Det havde han glædet sig til. Julenissen, som bor på loftet i december, og holder øje med om Lauritz opfører sig pænt og lægger gaver i nissehuen ved pejsen, hver søndag.

Lauritz og jeg holdt fri den 23. december og tog i Tivoli. Lauritz ville bare så gerne møde julemanden og fortælle hvad han ønskede sig til jul, så det måtte vi hellere. Han kunne næsten ikke stå stille da vi stod i kø, men han var meget stille, da han endelig sad ved siden af julemanden. Men han fik stolt fortalt at han ønskede sig en trompet. Han prøvede også karrusellen, flyvemaskinerne og veteranbilerne...helt alene. Han var stolt stolt. Min store dreng. Efterfølgende skulle vi hjem til Lauritz mormor og morfar og spise risengrød- Lauritz fik rigtig hygget med sin lille fætter Marius. Han elsker at give ham kys og kram og sidde med ham. Så dejligt.

Juleaften skulle holdes i Kalundborg. En rigtig dejlig juleaften. Lauritz nød det i fulde drag og lavede en masse ballade med sine kusiner. De var især gode til at lege pirater og lege fangeleg.

 Ventetid kan være forfærdelig når man ikke er særlig gammel. Tiden går så langsomt. Så nytåraftens-dag blev brugt på legeplads og på at lave kransekage, inden vi kunne tage vores fine tøj på og gøre os klar til fest. Rigtig godt nytår.

Portræt 30/52

Lauritz hjælper med at bage til brunch med skønne venner. 

Det er bare skønt at holde ferie...nyder de sidste par dage, inden job atter kalder. 

Portræt 28/52

Vi har sommerferie og vi nyder det i fulde drag. 

Vi sover længe og ser god morgen tegnefilm mens vi spiser morgenmad. Det er ferie. 

Weekend

Så er det weekend og det bliver en dejlig weekend, det kan jeg allerede mærke. Jeg har fået lov til at sove længe...helt til kl 7:30, og har startet morgenen med lækker morgenmad bestående af omelet med ost og parmaskinke, morgenmads-dessert af friske danske jordbær og min uundværlige kaffe. 

Og nu er vi på vej. Første store ting....vi skal hente vores nye bil...min nye bil. Uuh jeg glæder mig så så så. 

Derefter skal vi fejre min søde svigermors fødselsdag, men hele familien. Det bliver bare så hyggeligt. Jeg er så allerede kommet i tanke om, at jeg har glemt gaven fra mine forældre. Altså. 

Stemningsbillede fra bilen...frugtstang skal der til.

Portræt 23/52

Så fløj ugen forbi igen. Men det har været en dejlig uge og jeg fik lov til at være mor til 2 skønne unger på 2 år. Lauritz veninde Selma skulle nemlig være storesøster, og mens mor og far var på hospitalet, hyggede vi hjemme hos os. Der blev danset med balloner, vandet blomster (og sko og bukser) rutschet og spist en masse mad og hygget.

Der er drøn på

...lige fra morgenstunden. 

Lauritz har selv cyklet til vuggestue i dag. Han har kørt pænt ved siden af mig, med god fart på. Kun afbrudt af de enkelte gange der har været modkørende cykellister på stien...så skal man (læs han) nemlig kigge. 

Portræt 20/52

Fingrene i "kagedåsen". Lauritz hjalp mig med at bage chokoladecookies lørdag. Han elsker chokolade. Og vupti der lå en ske, vupti ske i chokoladedej, vupti ind i Lauritz mund. En lille smule betuttet da han blev snuppet. 

Igen, man skal ikke vende ryggen til et barn når man laver mad. When will I learn??

Hello old "friend"

...eller hvad man nu kalder en forkølelse...eller pollenallergi. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg bilder mig ind at det er pollen...også selvom at det regner og det derfor burde være bedre.

Det er det ikke.

Det kradser i halsen, øjne skiftevis løber i vand og klør og det samme gør snuden, og hovedet er tungt. Suk! 

Men nær vejret er gråt og næsen har sig eget liv, så er det ekstra vigtigt at være god ved sig selv. SÅ, på med de ny stiletter fra Malene Birger og på med de fine øreringe, fejre glimmeronsdag... I hvert fald mens arbejdet kalder.      

Men når man så kommer hjem, så er det ned fra hælene og på med de baby-bløde hyggestrømper fra Femilet.

Jep hep...man skal være god ved sig selv, fra tip til tå.

Ferie

Så er vi hjemme igen. Hjemme efter 14 dage i Hua Hin i Thailand, 34 graders varme, høj sol og total afslapning.

Det er den første ferie vi har været på siden jeg var gravid. Altså første sådan rigtige udenlandsferie, med fly med pakkede kufferter og hvad der ellers hører til rigtige ferier.

Man kan måske sige at vi var en smule vovede ved at lade Lauritz første flyvetur, være en tur på 10 timer, efterfulgt af 3 timers bustur. Flyturen gik bare super godt. Busturen gik mindre godt. Lauritz blev køresyg og kastede op flere gange...ud over Mark. Skønt at sidde 3 timer i en bus, våd af bræk. Det er jo ikke lige det man regner med sker...det er aldrig sket før i hvert fald, så vi havde ingen poser af nogen art, så efter anden gang, tog Mark sin bluse af, så Lauritz kunne kaste op i blusen. Den var jo allerede fedtet ind i forvejen.

Ellers vil jeg lade billederne tale for sig selv. En ting er sikkert...vi skal til Hua Hin igen.