Hubertus-jagt

Den årlig Hubertus-jagt i Dyrehaven. 

Jeg har været afsted med Lauritz siden han blev født, og var kun få uger gammel. Det var bare SÅ koldt, men han lå godt og lunt i sin barnevogn, i stor fleecedragt og i sin sovepose. Det eneste tidspunkt han var oppe i kulden, var da jeg ammede ham...siddende på en træstub, samtidig med at jeg forsøgte at balancere med ammebrik, undgå kulde på brystet og stadig svøbe ham, så han ikke blev kold. Det lykkedes og det var en oplevelse...en god oplevelse.

Den gang var vi afsted med to gode veninder jeg har læst sammen med, og vi besluttede, at det skulle være en tradition fremover. Som sagt, så gjort. Et enkelt år, har vi ikke holdt traditionen ved lige og været afsted sammen. Lauritz og jeg har dog stadig været til Hubertus-jagt. Det var også det eneste år, hvor Mark blev lokket med. Han syntes faktisk at det var rigtig hyggeligt, så ikke så slemt at skulle i skoven i kulden.

Vi går det samme, hvert år, så jeg vil lige give jer en kort beskrivelse af, hvad er det egentligt vores tradition går ud på.

De samme mennesker bliver inviteret hvert år, dem jeg har læst min Bachelor på CBS sammen med, og flere gange har der været inviteret flere "udefra" med. For et par år siden var min svigerinde Rikke med. Det var hendes første og indtil videre eneste oplevelse af Hubertus-jagt. Og det var strålende solskinsvejr, så intet mindre end perfekt. Nå, tilbage til traditionen.

Vi har prøvet at stå forskellige steder, siden vi startede traditionen. Jeg tror at vi er ved at have snævret os ind på, hvor det er bedst for os at stå. Nu er der også kommet flere børn til, både med og uden barnevogn eller klapvogn, så det skal jo også være nemt for dem at se hestene.

Vi parkere altid ved Trepile-lågen, ved Strandvejen, så de små ben ikke skal gå så langt op til slottet. 

I år stod vi ved Magasin-dammen, på siden mod Strandvejen. Vi stod rigtig godt, men blev invaderet af folk, der syntes at de skulle stå nærmest ovenpå os og vores små poder, så der må lægges en anden strategi for det, næste år. Lauritz endte med at stå helt forrest ved Magasin-dammen. Jeg stod 3-4 rækker bagved ham, men havde heldigvis arrangeret med en dame af hun holdt ham i hånden hele tiden, og hendes datter holdt ham på skuldrene, så han ikke pludselig skulle falde i dammen. Og der stod han så i en times tid, og holdt en fremmed dame i hånden. Ja ja. Det gik jo fint, og jeg kunne se hende hele tiden, så jeg følte mig meget tryg. Og Lauritz, ja, han var lykkelig. Han fik set hestene helt tæt på. Det var lige så de sprøjtede på ham, når de løb forbi nede i dammen.

Jeg var ret glad for, at jeg i sidste øjeblik, havde taget nogle stykker af et gammel liggeunderlag med, som vi kunne sidde på, mens vi ventede på hestene og ikke mindst da Mathilda blev sulten og jeg skulle amme. Det var der til gengæld nogle fra Singapore der syntes var ret spøjst/sjovt, at jeg sad der, mellem alle benene og ammede. Tja, når barnet vil have mad, så vil hun have mad, og der var jo ikke rigtig andre steder jeg kunne sætte mig, uden at skulle forlade Lauritz med de andre og så skulle forsøge at mase mig igennem efterfølgende. Jeg havde det fint, og det havde Mathilda også, og jeg tror faktisk ikke at der var andre der rigtig lagde mærke til at jeg ammede.

Alle der kommer med, skal medbringe noget mad eller drikkelse til deling, som vi kan spise efter jagten er slut. Menuen står normalt altid på det samme...Hjemmebagte boller, smør, ost, pålægschokolade, kaffe og te. Evt. lidt sødt eller andet lækkert, der nemt kan spises med fingrene og uden tallerken.

Da jagten var slut og Lauritz havde spiste sin andel af bollerne, syntes han, at han skulle hjælpe de Officials der gik rundt og fjernede afspærringerne.

De syntes at han var en sjov lille en...en hårdtarbejdende lille knægt. Så han skulle da også have noget for sit hårde arbejde, syntes den ene af dem, og gav ham sin kasket. Kistestolt Lauritz. Han er meget glad for sin kasket. Hårdt arbejde betaler sig, ligemeget hvor gammel man er.

Totalt efterår i skoven. Så er det da kun på sin plads at kaste med de flotte nedfaldne blade.