mandag den 21. juli 2014

Portræt 29/52

Ingen Tivoli-tur uden is...med Tivoli-drys selvfølgelig. 


Mathilda er blevet en rigtig storsmilende skønhed. Det er bare så dejligt at få et dejligt stort smil.


Storebror syntes ikke hun smiler helt hurtigt nok, og giver gerne en hjælpende hånd. Smil lillesøster.




søndag den 13. juli 2014

Hæklet djævlehue

Det har egenligt ikke taget så lang tid at lave denne djævlehue, men af en eller anden grund (uopmærksomhed) fik jeg syet den forkert sammen, så den har været i skammekrogen et stykke tid. Det er bare så kedeligt at pille op. Altid. Og ofte tager det også lang tid. 

Men på denne regnsvejrs-søndag, så har der været dømt indedøre-hygge med familien, og selvfølgelig lidt hæklearbejde for mig. Det er jo hyggeligt. 

Så der blev pillet op, og syet sammen igen. Og slutteligt, tilføjet snore til at binde under hagen. Er selv ret tilfreds med resultatet, selvom den dog er en kende for stor til Mathildas lille hoved. Men hun vokser jo heldigvis.

Opskriften er fra "Babyhæklet" af Sys Fredens. Jeg har dog lavet en smule om på opskriften og hæklet huen i et langt stykke, fremfor flere små dele, der derefter skulle syes sammen. Bindebåndet er lavet ved først at hækle 35 løsmasker, vende og hækle tilbage med fastmasker. Derefter har jeg fortsat fastmaskerne over nakken og fra øreklappen, igen 35 løsmasker og igen vendt og tilbage med fastmasker. På denne måde er bindebåndet blevet lidt bredere end ved den oprindelige opskrift.





Ikke noget "modelfoto" endnu. Mathildas hoved er alt for lille.




Portræt 27/52

Stilhed i det lille hjem.





tirsdag den 1. juli 2014

Granola

Jeg har lavet Granola (eller Müsli som det også kaldes) et par gange, men nu har jeg fundet den ultimative sammensætning. Sprød og knasende og let sødme. Jeg kunne spise det med en ske..bare sådan..uden mælk, skyr, yoghurt eller hvad man ellers normalt spiser sammen med sin granola.

Og fordi det smager så godt, så får I lige opskriften. I skal da ikke snydes for den himmelske oplevelse.

Ingredienser:

450 gram Grovvalsede havregryn (du kan evt. skifte f.eks. 100 gram ud med rugflager hvis du har det)
50 gram Kokosolie
saft fra 1 Appelsin (alternativt 3/4 dl appelsin juice)
1 dl Ahornsirup
1/4 tsk Vaniliepulver (ikke at forveksle med vaniliesukker)
1/2 tsk Kanel
1/2 tsk Fint salt
100 gram Mandler (evt. groft hakket hvis du ikke kan lide dem hele)
100 gram Rosiner eller Tørrede Tranebær



Kokosolie, appelsinsaft, ahornsirup, vaniliepulver, kanel og salt varmes op i en gryde ved lav varme, så det lige smelter. Tag gryden af varmen. Det må ikke komme til at koge eller lignende, det skal kun lige nå at smelte sammen.

Tilsæt gryn og mandler og rør godt rundt, så blandingen er godt dækket af sirupblandingen.

Granolaen fordeles på en bageplade med bagepapir, og bag ved 125 grader i ca 45 minutter.

Når Granolaen er afkølet, tilsættes rosiner/tranebær. Opbevar i en lufttæt beholder.