Portræt 10/52 - 2015

Så fik vi endelig samlet og afprøvet sansegyngen, som Mathilda fik til jul. Lauritz hjalp mig med, at samle den, og skulle da også være den første til at prøve. Liggende, på ryggen, på maven, på siden, siddende. Snurre rundt og gynge frem og tilbage. Den er godkendt.

Der er næsten ikke noget bedre end at gynge. Mathilda elsker det, og jeg elsker at høre hendes lille grin, når det kilder i maven på hende.

De skulle da også have en tur på den nye gynge sammen.

Portræt 9/52 - 2015

Altid i hopla, og selvom man er på vej til børnehave på cykel, så skal der da lige være tid til en hurtig gyngetur.

Så blev den lille trut 9 måneder. Som tiden dog flyver afsted. Hun kryber rundt og er hurtig som en ninja, og stiller sig op ad alt nu. Så nu skal jeg for alvor til, at passe på strikketøjet. Det er nemlig et hit at pille ved.

Portræt 8/52 - 2015

Sygdom kommer aldrig på et tidspunkt der lige passer i kalenderen. Hverken når man er barn eller voksen. Mandag morgen (klokken 3:30) vågnede Lauritz med ondt i maven, hvilket resulterede i dynebetræk der skulle vaskes og en ked dreng, der måtte blive hjemme fra børnehave, også selvom at der skulle fejres fastelavn i børnehaven. Stakkel. Heldigvis for ham, så var han faktisk rimelig frisk og havde ikke feber, men han kunne bare ikke holde mad i sig, før aftensmad. Tirsdag var han i børnehave, i turtles-kostume. Der er altid brug for en Ninja Turtle, så hvorfor ikke.

Ja, billedet er måske ikke det mest skarpe jeg har taget, men det illustrere meget godt alt om Mathilda. Hun er et rigtigt mad-øre. Hun har endnu ikke sagt fra, overfor noget af det mad jeg har serveret for hende. Hun elsker mad. Og hun kan køre det rundt i hele hovedet og i håret. Samtidig er der hele tiden gang i hende. Ikke noget med bare at sidde stille.

Søskende-tid. 

Portræt 7/52 - 2015

Mandag var Lauritz pjække-syg. Han ville gerne have, at weekende var en dag længere. Hvem kender ikke godt det. Vi havde heldigvis ikke de store planer, og babygymnastik var aflyst, pga. vinterferien, så han fik lov til at blive hjemme og hygge.

Når man begynder at kunne komme rundt, og selv kan sætte sig op, kan man nemt få sat sig i nogle større og mindre udfordrende situationer. For eksempel som hvis man får krøbet ind under sofabordet, og vil sætte sig op. Det kan jo være en smule svært, når hovedet pludseligt blive ved med at støde imod noget.

Ungerne elsker at være med i køkkenet og lave mad. Den for på alle tangenter og alle gryder og pander skal frem. Det larmer helt ekstremt, men hold nu op hvor de har en fest. 

Portræt 6/52 - 2015

Dagene og ugerne er fløjet afsted, og har været fyldt med fejringer, sygdom, strik og udvikling. Så jeg skylder et par ugers portrætfoto-indlæg. De kommer lige rap efter hinanden, og så skal I bestemt ikke snydes for et indlæg (eller to) om strik.

Morgen-hygge i mors store vamsede strik. Der er næsten ikke noget bedre, når hænderne forsvinder ind i ærmerne, og man næsten kan slæbe blusen hen ad gulvet, fordi den er så lang. Jeg husker det selv fra da jeg var barn. Der var bare noget ekstra hyggeligt over det, at låne morfars t-shirt og bruge som natkjole, eller at blive svøbt ind i mors bløde bluse eller tørklæde. Et tørklæde der kunne sende den dejlige, trygge og genkendelige duft af mor, helt ind under huden. Hvis tørklædet ikke varmede nok, så gjorde duften lige det ekstra.

Endelig går det fremad. I lang tid har Mathilda kunne komme omkring, men kun ved at skubbe sig baglæns. Til stor frustration for den lille dame. Nu kom dagen, hvor hun knækkede koden, til at kunne trække sig frem. Hun gør det liggende på maven, men også når hun sidder. Hun er så stolt, og griner og smile, om muligt, endnu mere end hun plejer.

Portræt 5/52 - 2015

Sne sne sne, endelig bare en smule sne. Når det er der, så skal man også ud og lege med det og i det. Det er Lauritz helt med på. Dog er det først idag, at der er kommet så meget sne, at der kan kælkes. Så Mark og Lauritz er taget på kælkebakken inden aftensmad.

Den her lille trut, er ved at blive en stor trut. Hun blev 8 måneder her i Januar. Det er helt vildt.

Man kan også godt gynge selvom at der er sne. De elsker det. Begge to. Der blev hvinet og grinet og hujet. En ren fest.

Portræt 4/52 - 2015

Den dejligste krudtugle må i nat sove med hue på. Han var så sprælsk da han skulle i seng, at han slog sit baghoved ned i kanten af sin seng, hvilket resulterede i hul i hovedet. Heldigvis ikke dybt, men med rigeligt blod, men ingen skadestue-tur. Den gemmer vi for denne gang. Så stort plaster i nakken og hue på så det bliver hvor det skal.

Så er det alligevel meget godt, at jeg klippede hans hår tidligere på ugen, så er der knap så meget hår, plastret skal sidde fast i.

Han er så glad for sin nye frisure. Heldigvis. Så han ville gerne vise det til alle 1.000 millioner 60 - 40 ... Øh, hvilket betyde helt vildt mange eller meget og er noget han siger hele tiden i øjeblikket. 

Hvem mig!? Ja, den lille pilfinger har fået lange arme og hun er hurtig som en ninja.

Gemmeleg i mor og fars seng er noget af det bedste.

Portræt 3/52 - 2015

Kulde og frost gør ikke, at man ikke kan spise is.

Så kan man da heller ikke komme længere ind i hjørnet. Ærgerligt hun kun kan krybe baglæns.

Søskendekærlighed fra morgenstunden. 

Portræt 2/52 - 2015

Lauritz er en lille kræsen fyr, men han udvider sit menukort hele tiden. Heldigvis. Han er blevet helt vild med sushi. Han spiser ellers normalt ikke fisk. Kun fiskefilet, hvilket vel er næsten alle børns favorit-fisk. Han spiser ikke alt sushi, men holder sig til hosomaki ( de små ruller med tang, ris og en type fisk eller grønt). Helst dem med agurk eller tun. Og så er han også ret vild med tempurarejer (de indbagte rejer). Og så styrer han de der spisepinde som var det en leg. 

Den lille trut har virkelig fundet ud ag hvordan hun skal charmere alt og alle omkring sig. Man skal da bare lægge hovedet let på skrå og smile sit tandløse smil. Så er der garanteret nååh-reaktion. Udspekuleret allerede. Det starter tidligt.

Portræt 1/52 - 2015

Er nyt år er startet og en ny omgang ugentlige portrætbilleder af ungerne skal sættes igang. Ja, jeg er så allerede en uge bagud, men det skal jeg nok få indhentet.

Den smule sne vi nåede at få, var Lauritz hurtig til, at få ryddet fra vores gang indtil huset. Det er så sjovt at skovle og feje sne syntes han, og jamen så skal han da ikke snydes.

Fin i håret. Mathilda har en masse hårbånd, men hun får dem ikke brugt så meget. Jeg syntes at hun ser så sød ud med et hårbånd, men glemmer at give hende dem på. Det hjælper måske når håret vokser sig lidt længere.

Søvnunderskud

Denne lille trut har holdt sig selv og mig vågen det meste af natten. Med feber på knap 39 så er det svært at være til.

Feberen er heldigvis faldet her til formiddag og vi har også fået os en morgenlur på sofaen inden huset to herrer stod op. Men nu sover hun lidt igen.

Jeg er træt med træt på, men kan ikke sove, så jeg hygger mig i sofaen med en kop te og en næsten færdig kjole til den lille trut, mens mænderne er på genbrugspladsen og være arbejdsmænd (som Lauritz kalder det) og vasker bil. 

Et år er gået og vi tager hul på ét nyt

Det føles som vinden der kom susende, og efterlod alt som før, dog med enkelte tilføjelse og ændringer til det der allerede var.

Året der gik. Vi er her stadig alle sammen. Men året bragte en tilføjelse til familien. Vores underskønne Mathilda. Mathilda med det milde, glade væsen. En smittende latter og et smil ligeså.

Det er sjovt som man tænker tilbage på tingene der er sket. Det første man (i hvert fald jeg) kommer i tanke om er ofte de materielle ting eller i hvert fald fysiske ting der er sket, man kommer i tanke om. Ellers har den ene dag, "bare" taget den anden, og vi har egentligt ikke oplevet det store i år. Men selvfølgelig har vi det. Ellers ville der jo heller ikke have været særlig meget at skrive om.

December har været travl. Meget travlt. Og med en "ny" baby, en hoppende glad dreng og alle traditionerne der er i december, er tiden bare fløjet afsted, hvilket har resulteret i absolut ingen indlæg her på bloggen. Så for at slutte 2014 af, vil jeg lade billederne nedenfor, tale for sig selv.

Farvel 2014, du var et dejligt år. Jeg har grædt og jeg har grinet. Jeg har desværre måtte sige farvel til en rigtig dejlig kvinde, som på trods af den lange afstand, altid haft og stadig har en helt speciel plads i mit hjerte. Heldigvis har jeg også kunne byde nye velkommen. Velkommen til verden, velkommen til at være den del af mit liv, min familie, min verden.

Jeg er ikke så god til det med nytårsforsæt. Man skal gøre noget fordi man gerne vil gøre noget, og ikke fordi ét nyt år starter. Lidt på samme måde som en slankekur eller rygestop (efter min mening) ikke skal starte på en mandag. Hvorfor vente til mandag (eller "imorgen") når man kan starte idag. Du har jo allerede taget beslutningen, så hvorfor udskyde "starten"?

Men det jeg godt kan lide ved nytår, er nytårs-reflektioner. Hvad er der sket, er jeg glad eller tænker jeg, at det kunne jeg godt ønske var sket på en anden måde. Og selvfølgelig, om der er noget jeg godt kunne tænke mig at lære eller blive bedre til.

Jeg vil meget gerne blive bedre til at strikke. Jeg syntes, at det er så hyggeligt og afstressende at strikke. Jeg hækler en del og på det seneste har jeg fået strikke også. 2015 skal byde på flere strikke projekter. For at sikre mig, at det også kommer til at ske, vil jeg lave et 12 months of knitting projekt, med et strikke-projekt om per måned. Jeg vil skrive om månedens projekt her på bloggen, og vise billeder af hvordan projektet skrider fremad, og selvfølgelig det endelige resultat. Jeg har endnu ikke fuldt besluttet mig for alle 12 projekter jeg skal lave endnu, men mon ikke det falder på plads inden for kort tid. Når jeg har besluttet mig for alle 12, så vil jeg præsentere dem for jer.

Jeg vil stadig lave indlæg med ugentligt portrætbilleder af ungerne. Jeg er meget glad for portræt-indlæggene. De viser virkelig den udvikling der sker uge for uge, så dem stopper jeg ikke med.

Og med et godt nytår til jer der læser med, er det nu tid til billed-spam.

"Jule"-hygge med mødregruppen med mænd og alle vores unger

Årets juledekoration in the making

Peberkager skal der til når det er jul

Lauritz hjælper farmor med at drysse flormelis på de hjemmelavede æbleskiver

Lauritz i fuld firspring op på loftet med risengrød og saftevand til nissen på loftet

Et honningkagehus er det også blevet til i år. Dyb koncentration fra  dekoratøren

Nisse-streger på Lauritz værelse

Godnathistorie for husets små nisser

2. advent og juletræet pyntes...i nattøj selvfølgelig

Julekjole blev færdig, og den blev så fin.

...jeg tog mere en 150 billeder til årets julekort. Elsker ELSKER digitalkamera og har dyb respekt for min mor, der har taget julebilleder af mine søskende og jeg hvert år, siden jeg blev født

Selvfølgelig knækker der en skrue i klapvognen, nu når der skal købes julegaver

Mathildas første møde med Julemanden, heldigvis uden tårer, men med en masse undren  og stirrende øjne

December (eller hele efteråret faktisk) har budt på et utal af uindbudte gæster i form af lus. Lauritz har åbenbart arvet det fra mig...lus elsker hans hår

Juleaften holdt vi i år, hos mine forældre

Julemanden kom også på besøg i år

Små luffer til Johnsen-tvillingerne i julegave

Årets første sne, var også Mathildas første oplevelse med sne

Lige inden det nye år starter, lærte Mathilda at sidde selv og en lille tand tittede frem i undermunden

Godt nytår

Portræt 47/52

En lille ny fætter. Endnu en dreng til fætter/kusine-flokken. 

Denne lille trunte er allerede 6 måneder. Det går alt for stærkt. Det er slet ikke til at forstå hvor tiden bliver af. Hun er stadig lille, men samtidig så stor. Jeg nyder hende i fulde drag. Hendes glade milde væsen. Hendes runde baby-kinder og hendes klukkende latter, når hun blandt andet leger med sin storebror.