Dette indlæg har været længe undervejs. Ikke af nogen speciel årsag, blot at vi har holdt ferie, og dagene (ugerne) bare er gået. Indlægget har ligget som en kladde og ventet på de sidste ord og detaljer. De er nu tilføjet.
Endnu en ferieuge er gået, og vi har nydt det i fulde drag. Et par hyggelige dage i Kalundborg, hvor vi fik lov at mærke, se og opleve starten på Kalundborg byfest eller Esbern Snare byfest.
Tivoli var kommet til byen, og havde linet op med flere forlystelser, for store og små. Til stor begejstring for især de små og mindre størrelser. De kan hoppe og spring, hvine og grine af fryd. Med armene oppe over hovedet, når de prøver en forlystelse de anser for en smule farlig, for at vise hvor modig de er. Ikke kun for deres venner, men også for sig selv. Det giver dem et sug i maven, og når de har overlevet og turen kommer til sin ende, er de fulde af adrenalin og klar på næste tur, for at udfordre sig selv igen. Mærke suget og kolbøtterne i maven, og hvine af fryd. Det er bare skønt.
Stortset hele Kordilgade var fyldt med borde og stole, klar til at servicere byens beboere og turister med forskellig mad og drikke.
Det er ikke alle der kender alle, men det er en by, hvor mange kender hinanden og der bliver hilst, nikket og vinket til hinanden, når man ser hinanden. Det er både dem som bor i Kalundborg, og dem der er hjemme på besøg. Og eftersom jeg har lært en masse af min mands venner at kende, kan jeg nu også hilse og vinke med. Det er hyggeligt. I starten kunne det være en smule overvældende. Som da vi skulle giftes. Der havde været ét indlæg i byens lokalavis angående et forestående løb, hvor formanden for løbeklubben desværre ikke kunne deltage i løbet, da han skulle til hans søns bryllup den pågældende dag. Formanden er min svigerfar. Dermed vidste de fleste, at min mand skulle giftes. Så da vi nogen tid før vore bryllup var i Kalundborg, blev vi stoppet et par gange, på vej gennem Kordilgade, af folk der kendte min svigerfar og min mand, som ville lykkeønske os. Det var rigtig dejligt og jeg kunne ikke lade være med at smile. Men samtidig også en smule mærkeligt for en vaskeægte københavner-snude, som slet ikke er vant til, at blive "genkendt" (læs: min mand blev genkendt) på gaden, og småsludre med nogen man ikke havde den fjerneste ide om hvem var. Men det ved jeg nu.
Nå, men ingen byfest uden is (i hvert fald til dessert), og Lauritz var så heldig at få en softice, med krymmel som et trafiklys. Han var lykkelig.
Vi har fået skråstolen til Trip Trap stolen, ned fra loftet, så Mathilda kan være med til bords når vi spiser og hygger. Det er et hit. Ikke kun for hende, men også for storebror, der meget gerne vil sidde ved siden af sin søster.
En tilbagevendende begivenhed hver år i sommerferien, er en rigtig god venindes fødselsdag. Hun tager altid fri fra arbejde på dagen, og skriver ud til folk, om de har lyst til at spise brunch med hende, på en udvalgt café og eventuelt efterfølgende hygge. Og ingen fødselsdag uden gave. Så jeg tog ungerne med på shoppe-tur i Lyngby. Jeg havde ikke fået en ønskeseddel fra min veninden (det plejer jeg heller ikke) så jeg gjorde som jeg plejer, når jeg skal købe en gave til hende...Jeg købte noget jeg gerne selv ville eje. Det plejer at fungere ret så godt.
Efter nogen tid, syntes Lauritz, at hans ben ikke længere kunne gå, så han kom op i vognen til en sovende Mathilda. Der går ikke længe før det ikke er muligt, så jeg må hellere få anskaffet mig et stå-bræt eller et søskende-sæde til barnevognen.
