Viser opslag med etiketten Baby. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Baby. Vis alle opslag

søndag den 4. januar 2015

Hæklet babykjole

Så blev årets første hækleprojekt færdigt. Jeg startede godt nok mellem jul og nytår,  den er ikke helt et 2015-projekt.

Jeg er allerede meget glad for den og glæder mig til at hun skal have den på igen og igen. Dog tænker jeg, at hvis hun kan passe den, når hun begynder at kravle, så bliver jeg nød til at montere bagstykkerne sammen, så den ikke kommer til at hænge som en klud under maven og mellem benene. Jeg kan lige forestille mig, at hun sætter knæene i den, og så ikke kan komme videre, fordi hun "kravler op i kjolen"og ikke fremad på gulvet. Men den tid den sorg.

Opskriften er fra Sandness og fundet på Familie Journalens hjemmeside her. I opskriften er der angivet et garnforbrug på 150 gram 100% bomuld fra Sandness. Men jeg elsker uld, og nu er årstiden jo også lige til uld, så jeg har brugt Cinnia 100% Merinould fra Filcolana. Jeg har lavet kjolen i størrelse 9-12 måneder og brugt ca. 130 gram. Lige nok til et par små futter der matcher kjolen, eller et par striber el. lign. i et af mine 12monthsofknitting projekter.

Knapperne mener jeg, at jeg har fundet i Netto for lang tid siden. De var søde, men jeg anede ikke hvad jeg skulle bruge dem til den gang. Det er så løst nu, på fineste facon. De passer perfekt i farven.
Trutten sover sin formiddagslur nu, så modelbilleder følger, når hun er vågnet, men I skal da ikke snydes for et par billeder af den uden hende med den på.





Så er der også lidt modelbilleder.








mandag den 27. oktober 2014

Kyse og halstørklæde - lige til efteråret

Endelig fik jeg strikket de sidste pinde på halstørklædet til den matchende kyse til Mathilda.

Jeg har brugt en opskrift på kysen fra Sys Fredens' bog "Under Et - babystrømper 0-1 år". Jeg har brugt babymerino uld fra Drops i en lækker violet. Efter har have brugt huen nogle gange, har jeg dog lavet en ny snor, da den der skulle bruges i følge opskriften, var lidt for tynd, og dermed meget svær at få fat i, under alle dobbelthagerne. Jeg valgte at lave snoren i tubestrik, på 4 masker, da den er tyk, uden at være for tyk. Og så skulle snoren jo også passe i de huller jeg havde strikket i kysen.

 En anden lille ting, som jeg har tilføjet, efter at have haft kysen i brug, er små knuder i folden. Den blev simpelthen ved med at folde sig ud. Det ser også rigtig sødt ud, men det er bare ikke helt det der er meningen. Så knuder er nu tilføjet, og folden bliver hvor den skal.

De 3 første billeder er med den snoede snor som i opskriften.




Og med den nye snor.



Halstørklædet er lavet efter en opskrift fra Drops. Jeg kan rigtig godt lide dette tørklæde, da der er "hul" i den ene af enderne, i stedet for at skulle binde halstørklædet. Samtidig dækker enderne  på brystet, og varmer (opsamler savl) når det er snøret/lukket.








Og da også lige et lille modelfoto.












fredag den 10. oktober 2014

Portræt 38/52

Ja, det her burde have været uge 37/52, men jeg har absolut ingen billeder fra uge 37. Uge 37 var mere eller mindre 100% offline. Eller det er jo ikke helt rigtigt. Men i hvert fald i forhold til smartphones, iPhones og det der ligner. Så vi hopper direkte til uge 38.


Man kan lave tricks når man prøver ny hue. Det skal man næsten. Det må betyde at han er glad for den. Jeg var lidt i tvivl om den skulle være med eller uden kvast, men jeg kan jo altid lave en ny hue med kvast, så han har lidt at vælge imellem.



Mathilda har fik besøg af fætter Marius, i sin barnevogn, da vi skulle ud og købe fødselsdagsgave til oldemor. Det var en fest for dem begge. Det er sjovt, at selv om, at de er så små, så bliver de så glade i deres små ansigter og i deres små kroppe, når de ser hinanden. Det er bare så hyggeligt.



Man skal starte dagen med et smil, og huske at grine sammen hverdag. Det er sundt for sjælen. Det er sundt for kærligheden. Det er sundt for sammenholdet. Det er sundt.


Portræt 36/52

Den her dreng er glad. Hans mor er i lettere chok og forsøger på bedste vis, at vise at hun ikke er i panik. Den her dreng har ca. 1,5 time tidligere, end billedet er taget, fortalt at han lige har slugt en "gulddukat" aka et lille rundt batteri. "Jeg ku' godt mor...jeg ku' godt sluge guldduktaten!" "Øh, hva'?"

Ja, knægten var åbenbart sulten, og besluttede sig for, at prøve at spise et batteri, fremfor at bede sin mor om noget mad. Bevars, vi var ude at købe ind og jeg har da på bedste vis, forsøgt at lære ham ikke at plage, og at han ikke per automatik får et æble, banan, bolle eller andet så snart vi træder ind af døren ved supermarkedet. Men altså...jeg havde da aldrig i min fjerneste forstand forestillet mig, at han kunne finde på, at spise et batteri med den tank, at det kan udgøre samme mæthedsfornemmelse som mad.

Vi fik derfor lov til at få en tur på skadestuen på Hillerød Hospital. Ingen ventetid, vi skulle bare henvende os ved receptionen med det samme og han kom ind. Meget fornemt. Det er jo heller ikke det sundeste at spise et batteri.

Han er sund og frisk og virkede ikke mærket af at have slugt et batteri. Han kunne hoppe og løbe og lege. Han havde faktisk slet ikke tid til at sidde stille og svare på alle de spørgsmål lægen havde. Hun spurgte mig om jeg havde set ham sluge det eller om han faktisk havde slugt det eller var det bare noget han sagde? Jeg havde ikke set det, og helt ærligt...hvis han siger at han har slugt et batteri, så stoler jeg på, at han har slugt et batteri...også selvom det så ikke var rigtigt. Det kan jo have fatale konsekvenser, hvis det sætter sig fast og ætser maven/tarmen you name it.

Så til røngten med ham. Han fik at vide at han skulle stå foran et KÆMPE kamera med blusen af. Jeg fik "kjole på". Ikke den lyserøde, men den gule. Den lyserøde var til ham der skulle tage billeder. Det syntes Lauritz var lidt pudsigt. Han kunne kigge på mig lidt mistroisk, som om at han lige skulle læse mit ansigt. Er det her okay mor? Jeg smilede og sagde at jeg syntes det var et flot kamera. Meget større end vores derhjemme, og det var da sjovt at få taget billeder med sådan et stort kamera. Det var okay.

Batteriet havde allerede bevæget sig ned, i en slynge i tyndtarmen, og var ved at finde sin vej ud. Tænk at det var nået "så langt", på ca. 2 timer. Så længe han ikke havde feber eller mavesmerter, så var alt godt. Vi har haft åben adgang til skadestuen i de efterfølgende 4 uger, i tilfældet af at det skulle sætte sig fast og ved akut mavesmerter eller feber skulle vi bare komme. De 4 uger er nu gået, og vi har ikke været der igen. Så vi gætter på at det er passeret uden nogen af os har lagt mærke til det.

Han har så fået at vide, at man spiser altså kun mad og ikke andet, af både læge, sygeplejerske, pædagogerne i børnehaven og os...mon han husker det? Vi må se.


Ny hjemmestrikket kyse, i det blødeste baby merino uld, prøves i forbindelse med eftermiddagslur. 



Portræt 34/52

Den årlige fællesspisning i børnehaven, for alle børn og forældre. Hver familie medbringer deres aftensmad, og den bliver så en del af en stor buffet. Det er altid rigtig hyggeligt, og man for smagt lidt af hvert. Børnene leger og vi forældre får mulighed, for at tale sammen, lidt mere end de daglige par ord, i forbindelse med hente/bringe.


Den her lille trut er blevet 3 måneder. Tænk en gang som tiden flyver. Men lige dejlig og glad, som altid.


Det, tæt på, daglige morgenritual. Lauritz skal lige holde sin lillesøster. Han er så glad for hende og kærlig overfor.




søndag den 24. august 2014

Portræt 33/52

Den her dreng, har haft sin første legeaftale. Og så uden sin mor. Og med aftensmad. Ingen problem. Hold nu fest, han bliver alt for hurtigt stor og alt for hurtigt selvstændig. Han bestemmer selv sit tempo åbenbart. Han er klar før jeg er...til alt stort set. Jeg tager det som et tegn på tryghed. 


Vi er startet til babysvømning hos Swimmix i Farum. Det er intet mindre end fantastisk. Mathilda elsker det helt vildt. Hvis hun kunne, ville hun hvine af fryd. Det kommer nok, når stemmebåndet har udviklet sig. Hun smiler så stort som hun kan, og ormer og plasker med benene. Det er simpelthen en af de bedste beslutninger jeg har taget i forhold til begge børn. Det var fuldstændigt det samme med Lauritz. Jeg glæder mig allerede til hun skal dykke og er blevet så stor, at hun selv kan pjaske i vandet med hænderne (læs: bevidst pjaske i vandet).


Selvom at han chiller og ser iPad, så er han bevidst nok, til at holde sin søster i hånden. Mit hjerte smelter.




Portræt 32/52

Lauritz er fanget i fiskenettet på legepladsen i Aqua i Silkeborg. En fantastisk legeplads, men mere om det en anden gang.


Se, hvor fint jeg kan holde mit hoved oppe, syntes hun at tænke. Og selvfølgelig med et smil på læben. Altid glad, og altid smilende.


Godmorgen og tillykke med bryllupsdagen fra vores to guldklumper. Ingen søskende-jalousi her (læs: endnu), kun ren kærlighed.


Portræt 31/52

Mere ferie. Hvor er det skønt. 

Vi har været hjemme. Igen. Og i Silkeborg og besøge min mands ene søster. Og vejret har i den grad været med os...lige til vi tog til Silkeborg. Der kunne vejret ikke rigtig bestemme sig for, om det skulle styrte ned, eller om det skulle være bagende sol. Et stort plus ved vejrets ubeslutsomhed, var dog, at nætterne var noget køligere end hvad de hidtil har været i løbet af sommeren.

Lauritz blev bidt af svævebanen i Aqua i Silkeborg, men var heldigvis god til at stå i kø, og pænt tage en tur af gangen, efter at have stået i kø.

Da vi var i Silkeborg, skulle min svigerfar løbe et løb ved Highland Trail i Silkeborgs Vestskov. Vejret var truende og vi nåede da også kun lige, at komme op ved start/slut området, da himlen åbnede sig og der kom et skybrud af den anden verden. Hold da helt fest. Det var et extreme løb og det blev der da lige sat en streg under. Heldigvis havde vi taget et paraplyer med.

Billedet er enormt dårligt på grund af den massive regn. Lauritz sad helt stille på træstubben og puttede sig indtil sin far, i læ under paraplyen.





Mathilda er virkelig begyndt at dele ud af sine smil. Det er så skønt og man kan ikke selv lade være med at smile

Lauritz elsker sin søster og vil bare gerne hygge med hende hele tiden. Lege med hende, holde hende og ligge og snakke med hende.




Portræt 30/52

Dette indlæg har været længe undervejs. Ikke af nogen speciel årsag, blot at vi har holdt ferie, og dagene (ugerne) bare er gået. Indlægget har ligget som en kladde og ventet på de sidste ord og detaljer. De er nu tilføjet.


Endnu en ferieuge er gået, og vi har nydt det i fulde drag. Et par hyggelige dage i Kalundborg, hvor vi fik lov at mærke, se og opleve starten på Kalundborg byfest eller Esbern Snare byfest. 

Tivoli var kommet til byen, og havde linet op med flere forlystelser, for store og små. Til stor begejstring for især de små og mindre størrelser. De kan hoppe og spring, hvine og grine af fryd. Med armene oppe over hovedet, når de prøver en forlystelse de anser for en smule farlig, for at vise hvor modig de er. Ikke kun for deres venner, men også for sig selv. Det giver dem et sug i maven, og når de har overlevet og turen kommer til sin ende, er de fulde af adrenalin og klar på næste tur, for at udfordre sig selv igen. Mærke suget og kolbøtterne i maven, og hvine af fryd. Det er bare skønt. 

Stortset hele Kordilgade var fyldt med borde og stole, klar til at servicere byens beboere og turister med forskellig mad og drikke. 

Det er ikke alle der kender alle, men det er en by, hvor mange kender hinanden og der bliver hilst, nikket og vinket til hinanden, når man ser hinanden. Det er både dem som bor i Kalundborg, og dem der er hjemme på besøg. Og eftersom jeg har lært en masse af min mands venner at kende, kan jeg nu også hilse og vinke med. Det er hyggeligt. I starten kunne det være en smule overvældende. Som da vi skulle giftes. Der havde været ét indlæg i byens lokalavis angående et forestående løb, hvor formanden for løbeklubben desværre ikke kunne deltage i løbet, da han skulle til hans søns bryllup den pågældende dag. Formanden er min svigerfar. Dermed vidste de fleste, at min mand skulle giftes. Så da vi nogen tid før vore bryllup var i Kalundborg, blev vi stoppet et par gange, på vej gennem Kordilgade, af folk der kendte min svigerfar og min mand, som ville lykkeønske os. Det var rigtig dejligt og jeg kunne ikke lade være med at smile. Men samtidig også en smule mærkeligt for en vaskeægte københavner-snude, som slet ikke er vant til, at blive "genkendt" (læs: min mand blev genkendt) på gaden, og småsludre med nogen man ikke havde den fjerneste ide om hvem var. Men det ved jeg nu.

Nå, men ingen byfest uden is (i hvert fald til dessert), og Lauritz var så heldig at få en softice, med krymmel som et trafiklys. Han var lykkelig.


Vi har fået skråstolen til Trip Trap stolen, ned fra loftet, så Mathilda kan være med til bords når vi spiser og hygger. Det er et hit. Ikke kun for hende, men også for storebror, der meget gerne vil sidde ved siden af sin søster.


En tilbagevendende begivenhed hver år i sommerferien, er en rigtig god venindes fødselsdag. Hun tager altid fri fra arbejde på dagen, og skriver ud til folk, om de har lyst til at spise brunch med hende, på en udvalgt café og eventuelt efterfølgende hygge. Og ingen fødselsdag uden gave. Så jeg tog ungerne med på shoppe-tur i Lyngby. Jeg havde ikke fået en ønskeseddel fra min veninden (det plejer jeg heller ikke) så jeg gjorde som jeg plejer, når jeg skal købe en gave til hende...Jeg købte noget jeg gerne selv ville eje. Det plejer at fungere ret så godt. 

Efter nogen tid, syntes Lauritz, at hans ben ikke længere kunne gå, så han kom op i vognen til en sovende Mathilda. Der går ikke længe før det ikke er muligt, så jeg må hellere få anskaffet mig et stå-bræt eller et søskende-sæde til barnevognen.



mandag den 21. juli 2014

Portræt 29/52

Ingen Tivoli-tur uden is...med Tivoli-drys selvfølgelig. 


Mathilda er blevet en rigtig storsmilende skønhed. Det er bare så dejligt at få et dejligt stort smil.


Storebror syntes ikke hun smiler helt hurtigt nok, og giver gerne en hjælpende hånd. Smil lillesøster.




mandag den 30. juni 2014

De første søskende billeder

Min mor har gentagende gange, fortalt om hvilket helvede hun var igennem, når billedet til årets julekort skulle tages af mine søskende og jeg. Hun købte en rulle film med plads til 36 billeder. Forsøgte på bedste vis, at planlægge hvornår og hvordan billederne skulle tages, inden at hun gik igang. Og lige meget hjalp det. Der var altid en der blev sur. Tålmodighed der blev sat på sin prøve, grineanfald og utal af mærkelige ansigtsudtryk. Og dengang var der jo ikke digital kamera, så efter 36 knips, grin, hysteri og højest sandsynligt også gråd, så krydsede hun fingre for, at der var bare ét billed der var nogenlunde, og kunne bruges til årets julekort.

Og hvorfor fortæller jeg så om hendes oplevelse med søskendebilleder? Jamen, ved den første omgang søskendebilleder jeg nu har taget, kan jeg allerede fornemme, hvad hun har måtte gå igennem. Og jeg har endda kun et barn der kan snakke og brokke. Faktisk brokkede han sig overhovedet ikke. Han var en stjerne. Men han kunne tilgengæld snakke et øre af, og komme med ideer til hvordan billederne skulle være. Hvorhenne skulle jeg tage billederne, i haven, i stuen eller på hans værelse. Hvor skulle han sidde og hvad så med Mathilda. Og ved hvert forslag startede han sætningen med..."hvis vi nu sagde...". Og til sidst..."Hvis vi nu sagde, at jeg tog billeder"...øh nej tak. ikke med det her kamera. Det er kun for voksne og meget tungt og ... niks pille prins pil-finger.

Jeg gruer allerede for søskendebilleder, julebilleder osv. men er lykkelig for, at der nu er noget der hedder digital og jeg bare kan knipse løs og så redigere bagefter. Det gør det da bare en smule nemmere.




Ventetid i billeder

Da jeg var gravid med Lauritz tog jeg billeder af min voksende mave næsten hver uge. Jeg startede med at tage billederne relativt tidligt, så der var en del billeder hvor jeg har flad mave. Maven begyndte faktisk først at vise sig, da jeg var over 20 uger henne i graviditeten. Han lå og hyggede sig inde i maven og lå dybt og gemt i mine hofter. Kvindelige former, brede hofter eller bæredygtige hofter, kald det hvad du vil, han var i hvert fald godt gemt og det har Mathilda også været. Derfor valgte jeg at vente lidt med at tage billeder af min voksende mave, indtil der faktisk var noget at se.

Det blev til 13 billeder. Fra jeg var 26+0 den 16. februar 2014, og til dagen jeg fødte, hvor jeg var 38+5, den 23. maj 2014.


Portræt 26/52

En uge fyldt med fødselsdage. Mark og farmor Anni havde fødselsdag, og Mathilda er nu én måned.

En stolt dreng, klar til at fejre sin farmor.



Mathilda, én måned gammel.



Vi lavede en fødselsdagsgave til far, og tog en masse søskende-billeder, så han kunne få et fint billed til at stille på sit kontor.

Lauritz var super god og kom med en masse gode ideer til hvordan billederne skulle være. Han kyssede og krammede Mathilda, så det var nogle skønne billeder jeg fik taget. 



Portræt 25/52

Bedre sent end aldrig. Det er vidst noget jeg har skrevet et par gange før. Tiden flyver bare afsted.

Op og ned, hop, kravl, rutsche og løb. Lauritz får det bedste ud af at være på legeplads.



Det kan godt være at det bare er luft i maven, men det er fantastisk at se Mathildas små smil.