søndag den 19. januar 2014

Vi har holdt søndag

En af de gode søndage bestående af lige dele hygge og praktiske gøremål.

Lauritz og jeg lod farmand sove længe idag, og hyggede os med boller med ost, yoghurt, juice og en kop kaffe til mig ved det lille bord (læs: ved sofaen). Det er ultimativ hygge for Lauritz. Han ELSKER at spise ved det lille bord. Hvis han kunne vælge, ville han indtage alle sine måltider ved det lille bord. Det er også rigtig hyggeligt,  med ild i pejsen, stearinlys, dæmpet belysning og helt tilbagelænet. Hvis vi stod tidligt nok op om morgenen, så vi kunne bruge lidt over en time på at spise morgenmad..hver morgen, jamen så er jeg sikker på at vi ville spise meget mere ved det lille bord. MEN både Mark og Lauritz kan godt lide at sove, så det med at stå alt for tidligt op...det sker ikke. Altså ved mindre at de virkelig skal.

Marks sengelampe har været i stykker i alt for lang tid. Eller det vil sige, ikke lampen, den fejler ikke noget, men den lysdæmper der sad på ledningen havde dæmpet lyset for altid, og skulle skiftes. Jeg har simpelhent ikke taget mig sammen til at købe en ny lysdæmper til at sætte på...og jeg har også glemt det 100 gange. Det er kun når jeg så gerne har ville tænde hans lampe, at jeg er kommet i tanke om det. SÅ, idag var dagen, hvor lysdæmper blev købt og erstattede den gamle. Lille praktisk ting af stor værdi.

Eftermiddags-hygge skulle også til, så mens Lauritz og Mark kørte til genbrugsstationen, så gik jeg igang med at bage Bedstefar med Skæg. Min mor har spurgt mig for længe længe siden, om jeg ville bage den, og da mine forældre havde sagt de ville komme forbi til eftermiddag, jamen så var det da en god anledning. Jeg har faktisk ikke bagt den før, men en gang skal jo være den første, så igang med mig. Opskriften var meget nem, og den blev rigtig god, så den giver jeg gerne videre. Den kommer dog i et andet indlæg.


Vi skal have tømt lidt ud i fryseren, så der er lavet madplan for hele næste uge, og dagens middag stod på Thaimad. Kylling i kokosmælk med rødkarry og dertil nudler. Lauritz er stadig ikke til alt for meget kød så han ville bare have nudler. OG de skulle spises med pinde. Ligesom mor og far. Det gik faktisk ret godt, dog måtte højre hånd hjælpe til i ny og næ, men det må man også godt.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar