Dagen som jeg har ventet på i over 1 år. Efter at have været sat tilbage i køen flere gange. Jeg syntes at det har været langt tid at vente for et relativt lille indgreb, og det har kostet en del frustration og utallige tårer. Men nu er det overstået.
Jeg er endelig blevet opereret. Jeg har fået fjernet de betændte kirtler og alt det onde og dårligdom de har ført med sig.
Operationen gik rigtig godt. Det var jo et mindre indgreb, og de havde regnet med det ville tage cirka 2 timer, men det tog kun 45 min.
Jeg var i fuld narkose. Jeg er aldrig blevet opereret før, så jeg har heller ikke været i fuld narkose før, så det var jeg lidt spændt på. Jeg har ikke hørt noget dårligt om det, kun at man kan få det rigtig dårlig. Det gjorde jeg heldigvis ikke.
De var rigtig søde på hospitalet og gode til at informerer mig om hvad der skulle ske og hvad de ville gøre. Jeg fortalte at jeg ikke havde prøvet at være i fuld narkose før og at det var lidt en præmierer. Det grinede sygeplejersken lidt af og sagde så, at nu ville der ikke gå så lang tid før jeg sov. Jeg nåede kun lige at tænke, "gad vide om jeg skal tælle", og så vågnede jeg igen.
Sygeplejersken fortalte at jeg selv var kravlet over i seng igen, men det kan jeg slet ikke huske. Overhovedet ikke. Det er lidt underligt.
Men jeg havde det, under omstændighederne, rigtig godt. Så ingen bivirkninger af narkosen. Og jeg kunne komme hjem samme aften. Dejligt.
Til gengæld fik jeg efterfølgende nogle smertestillende piller som jeg slet ikke kunne tåle. Jeg plejer ellers aldrig at få nogle bivirkninger af medicin, men hold da op. Jeg kunne slet ikke komme ud af sengen. Bare jeg prøvede at sætte mig op, så blev jeg utrolig svimmel og alt blodet forsvandt fra mit hoved. Koldsved sprang frem over hele kroppen og kvalmen kom skyllende over mig. Ned og ligge igen. Men det blev bare ved. Min mormor havde sagt, at jeg bare skulle ringe så ville hun komme, men jeg var bange for at jeg ikke ville kunne nå ud til hoveddøren og åbne, uden at besvime i gangen eller kaste op over det hele. Så jeg ringede til min dejlige mand, så han kunne kom hjem og passe mig. Han ringede til hospitalet, for at hører om det kunne være rigtig, at jeg var så dårlig eller om han kunne gøre noget. Jeg skulle lade være med at tage de piller jeg havde fået og kun tage panodil og ipren som smertestillende. Og det var helt fint.
Der gik helt frem til torsdag midt på dagen, før jeg havde det godt igen. De to piller jeg havde taget tog sig god tid, før de var ude af kroppen.
Men nu ligger jeg så her.
Jeg er stadig noget hævet omkring operationssåret, så forholder mig i ro og giver det lidt luft, så det forhåbentligt kan hele lidt hurtigt.
Jeg har det godt. Er lidt stivbenet og går lidt sjovt, men det går over. Det er trods alt under en uge siden jeg blev opereret.
En ting dog...hvorfor gør de drop i hånden altid så forbandet ondt. Kan huske det fra da jeg skulle føde Lauritz og jeg også fik lagt drop. Det er så ømt og når det er fjernet, så har jeg et blåt og meget ømt mærke på hånden. Hrmf!! Jeg må have mere fedt på hænderne eller noget...
