mandag den 23. februar 2015

Djævlehue med pelspompon

I efteråret lavede jeg denne djævlehue med pelspompon til Mathilda. Den har fået mange komplimenter på sin vej, og jeg har været rigtig glad for den. Jeg har også lavet en del af dem, til veninders nye små og solgt et par stykker også.

Jeg har nu videreudviklet lidt på den..eller prøvet noget nyt, så i stedet for at strikke frem og tilbage, i retstrik, så har jeg nu lavet en der strikkes rund i glatstrik og ud i et. Et hit for den der ikke er glad for montering og at sy i strik.

Jeg ville stadig gerne have en pelspompon på, men har ikke kunne finde nogen, i den rigtige farve. Jeg kom da i tanke om, at jeg for mange år side, (læs; over 10 år) købte en masse kaninskind, da jeg gerne ville have min mor skulle lave mig en kaninstola, eller kanintørklæde. Lige da, gik hun nemlig på et læder- og pelskursus, hvor hun lærte hvordan man behandler læder og pels, og ikke mindst, hvordan man syer i det. Dog havde jeg ikke fået købt nok kaninpels, så pelsstykkerne har bare ligget og ligget. Tænk sig. De var nøjagtigt den farve de skulle være, i forhold til garnet, så det var da bare om at prøve selv at lave en pompon. Så det gjorde jeg, og vupti, et styk kaninpompon.



Se, den passer bare perfekt til farven på garnet til huen. Hvor heldig har man lov at være.

Jeg skal lige finde ud af det med en opskrift på huen, og så kan det da være, at jeg lægger den her på bloggen, så andre også kan strikke djævlehuer til små djævleunger. Men lidt information kan i godt få. Den er strikket på pind 3,5 og jeg har brugt Sandness SMART garn. Jeg tror at jeg har brugt ca. 60 gram garn, til en hue i størrelse 9 mdr (den kan nok bruges til hun er 15-18 måneder, men nu må vi se).








Ingen kommentarer:

Send en kommentar