tirsdag den 28. oktober 2014

Djævlehue med pelskvast

De små hjelme "flyver" af pindene i øjeblikket.

Jeg har altid elsket djævlehuer til babyer og tumlinge. De gør altså et eller andet, der gør ungerne ekstra kære at se på. 

Jeg har faktisk aldrig strikket en djævlehue før. Hæklet flere, men aldrig strikket. Så det skulle da prøves. Og jeg må indrømme...det går en del hurtigere at strikke en djævlehue, fremfor at hækle.

Og jeg er vild med at strikke de små huer eller hjelme.

Opskriften jeg har brugt...og nu kan i hovedet efter at have lavet nogle stykker, er fra Drops. (Jeg indsætter link til de interesserede). Den er ret nem og let at gå til. Dog har jeg faktisk kun strikket en hue, direkte efter opskriften, da jeg ved de efterfølgende huer har brugt en tykkere uld-garn og derfor også en større pind, nemlig 3,5. Så har det været lidt med at måle og prøve sig lidt frem, så den stadig passer i størrelsen, man regner med.

I opskriften, er der heller ikke nogen kvast på, men den syntes jeg ligesom er prikken over i'et. Jeg ved faktisk ikke præcis hvilken type pels, kvasten er lavet i. Jeg fandt den hos Englestof, som er min lokale garn(-stof)butik her i Hørsholm. Men jeg skal finde et sted, hvor jeg kan købe nogle flere til mine hjelme. Det gør lidt ekstra fremfor den gode gamle kvast i garn.











mandag den 27. oktober 2014

Kyse og halstørklæde - lige til efteråret

Endelig fik jeg strikket de sidste pinde på halstørklædet til den matchende kyse til Mathilda.

Jeg har brugt en opskrift på kysen fra Sys Fredens' bog "Under Et - babystrømper 0-1 år". Jeg har brugt babymerino uld fra Drops i en lækker violet. Efter har have brugt huen nogle gange, har jeg dog lavet en ny snor, da den der skulle bruges i følge opskriften, var lidt for tynd, og dermed meget svær at få fat i, under alle dobbelthagerne. Jeg valgte at lave snoren i tubestrik, på 4 masker, da den er tyk, uden at være for tyk. Og så skulle snoren jo også passe i de huller jeg havde strikket i kysen.

 En anden lille ting, som jeg har tilføjet, efter at have haft kysen i brug, er små knuder i folden. Den blev simpelthen ved med at folde sig ud. Det ser også rigtig sødt ud, men det er bare ikke helt det der er meningen. Så knuder er nu tilføjet, og folden bliver hvor den skal.

De 3 første billeder er med den snoede snor som i opskriften.




Og med den nye snor.



Halstørklædet er lavet efter en opskrift fra Drops. Jeg kan rigtig godt lide dette tørklæde, da der er "hul" i den ene af enderne, i stedet for at skulle binde halstørklædet. Samtidig dækker enderne  på brystet, og varmer (opsamler savl) når det er snøret/lukket.








Og da også lige et lille modelfoto.












Portræt 42/52

Hygge med Toke. Det er sjovt at spille og se på iPad sammen, og på hinandens.


Hele tiden skal hun have noget i munden.  Mon der er tænder på vej allerede? Lauritz fil sin første tand, da han var knap 7 måneder, men det behøver jo ikke betyde, at hun ikke får tænder før.



torsdag den 23. oktober 2014

En trut på nu 5 måneder

Tiden flyver afsted. Det er næsten ikke til at forstå. Det er idag 5 måneder siden at Mathilda kom til verdenen.

Hun er den mest glade lille trut.


søndag den 19. oktober 2014

Portræt 42/52

En græskar-kunstner er igang.


Første gang i zoo, og så i mega plask regnvejr, så man bare er fanget i sin barnevogn og slet ikke fik set nogle dyr.



Han kan virkelig få hende til at grine. De har det bare så herligt sammen. Mine små guldklumper.



Portræt 41/52

Kålormen Lauritz.


Mega grinbider der er lige på nippet til at rulle. Hun øver og øver. Det går alt for stærkt.


Når der skal læses godnathistorie. Lauritz  peger og fortæller historie og Mathilda kigger med åben mund, mens hun savler og smiler. 



Portræt 40/52

Lauritz er begyndt at lægge mærke til når vi tager billeder...altså det har han også gjort før. Men nu begynder det at komme til udtryk i mærkelige ansigter og rullen med øjnene. Tosse-hoved.


Uuuh det er SÅ godt at bide i noget...alt kan og skal bides i. Det gør dejligt i gummerne.


Storebror er altid klar med en hjælpende hånd. Elsker ham for hans nærvær, omsorg og kærlighed.


torsdag den 16. oktober 2014

På eget værelse

Den her lille tøse-pige, har sovet inde på sit eget værelse, 4 nætter i træk nu.


Det er bare gået over al forventning. Hun er blevet lagt omkring kl 21. Jeg har givet hende et drømmemåltid, når jeg har været på vej i seng og to gange har hun sovet til næste morgen, omkring 6/6:30. Det er for vildt. I nat var lidt anderledes. Der vågnede hun kl 3, påtrods af at hun havde spist kl 22 (lidt tidligere end de andre nætter) og hun var meget vågen og sulten. Jeg er også begyndt at give hende grød. En gang om dagen, men igår havde hun ikke lyst til andet en mælk fra mig, og tja...så er der jo ikke så meget man kan gøre. Men det har helt sikkert betydet at hun ikke har været lige så fyldt som de andre dage.

Men hun faldt straks i søvn bagefter, og vågnede kl 7:15....på eget værelse. Jeg er meget stolt og mere end tilfreds.

Nu skal vi bare lige blive rigtig gode venner med det det mad..grød..mos. Men det kommer lige pludselig. Hun kan jo ikke få bryst hele livet...altså.

søndag den 12. oktober 2014

Er hun klar til at sove alene?

...eller det er måske mere passende at skrive...er JEG klar til at hun skal sove alene?

Hun er nu 4 måneder og knap 3 uger eller 20 uger hvis man tæller uger. Hun sover fint om natten og vågner kun en gang om morgenen. Typisk omkring kl 4 (plus minus 30 minutter) vågner hun. Hun græder ikke, men hun er vågen. Hun ligger og fægter med armene og siger sine knirke-lyde. Typisk prøver jeg at give hende sutten, men hvis hun spytter den ud, hurtigt igen, tager jeg hende over til mig  og ammer hende. Hun falder i søvn mens jeg ammer hende. Det er også sket, at jeg selv er faldet i søvn. Men vågner igen kort efter og lægger hende tilbage i hendes krybbe, så vi kan sove videre. Og det gør vi så, indtil hun vågner igen, for alvor. Det gør hun, nærmest på klokkeslettet, kl 6:30, hver morgen. 

Jeg kan huske, at det var det samme med Lauritz, og at jeg dengang stillede mig selv spørgsmålet...er han overhovedet sulten, eller er det et behov jeg er ved at skabe for ham, fordi ham vækker mig, og jeg ved at han falder i søvn hvis han bliver ammet. Er det mon det samme der nu sker med Mathilda? Måske. 

Det er bare så mærkeligt, at skulle flytte hende på sit eget værelse. Hun er jo stadig så lille. Men det er jo nok (læs:100% sikkert) ikke kun hende der vækker mig. Jeg vækker også hende. Især i øjeblikket, hvor jeg har en forfærdelig hoste. Hun får et chok en gang imellem, når jeg begynder at hoste. Det er så tårene står ud at øjnene på mig 

Vi prøver i nat. For første gang. Jeg kan jo altid hente hende ind til mig igen. Så langt væk er jeg jo heller ikke.

Prøv lige at se hvor fredfyldt hun se ud. Sovende på sit eget værelse...for første gang. Med Ninus ved sin side.
Og næsen trygt op af sengeranden.



fredag den 10. oktober 2014

Portræt 39/52

To frække og elskelige unger.


Portræt 38/52

Ja, det her burde have været uge 37/52, men jeg har absolut ingen billeder fra uge 37. Uge 37 var mere eller mindre 100% offline. Eller det er jo ikke helt rigtigt. Men i hvert fald i forhold til smartphones, iPhones og det der ligner. Så vi hopper direkte til uge 38.


Man kan lave tricks når man prøver ny hue. Det skal man næsten. Det må betyde at han er glad for den. Jeg var lidt i tvivl om den skulle være med eller uden kvast, men jeg kan jo altid lave en ny hue med kvast, så han har lidt at vælge imellem.



Mathilda har fik besøg af fætter Marius, i sin barnevogn, da vi skulle ud og købe fødselsdagsgave til oldemor. Det var en fest for dem begge. Det er sjovt, at selv om, at de er så små, så bliver de så glade i deres små ansigter og i deres små kroppe, når de ser hinanden. Det er bare så hyggeligt.



Man skal starte dagen med et smil, og huske at grine sammen hverdag. Det er sundt for sjælen. Det er sundt for kærligheden. Det er sundt for sammenholdet. Det er sundt.


Portræt 36/52

Den her dreng er glad. Hans mor er i lettere chok og forsøger på bedste vis, at vise at hun ikke er i panik. Den her dreng har ca. 1,5 time tidligere, end billedet er taget, fortalt at han lige har slugt en "gulddukat" aka et lille rundt batteri. "Jeg ku' godt mor...jeg ku' godt sluge guldduktaten!" "Øh, hva'?"

Ja, knægten var åbenbart sulten, og besluttede sig for, at prøve at spise et batteri, fremfor at bede sin mor om noget mad. Bevars, vi var ude at købe ind og jeg har da på bedste vis, forsøgt at lære ham ikke at plage, og at han ikke per automatik får et æble, banan, bolle eller andet så snart vi træder ind af døren ved supermarkedet. Men altså...jeg havde da aldrig i min fjerneste forstand forestillet mig, at han kunne finde på, at spise et batteri med den tank, at det kan udgøre samme mæthedsfornemmelse som mad.

Vi fik derfor lov til at få en tur på skadestuen på Hillerød Hospital. Ingen ventetid, vi skulle bare henvende os ved receptionen med det samme og han kom ind. Meget fornemt. Det er jo heller ikke det sundeste at spise et batteri.

Han er sund og frisk og virkede ikke mærket af at have slugt et batteri. Han kunne hoppe og løbe og lege. Han havde faktisk slet ikke tid til at sidde stille og svare på alle de spørgsmål lægen havde. Hun spurgte mig om jeg havde set ham sluge det eller om han faktisk havde slugt det eller var det bare noget han sagde? Jeg havde ikke set det, og helt ærligt...hvis han siger at han har slugt et batteri, så stoler jeg på, at han har slugt et batteri...også selvom det så ikke var rigtigt. Det kan jo have fatale konsekvenser, hvis det sætter sig fast og ætser maven/tarmen you name it.

Så til røngten med ham. Han fik at vide at han skulle stå foran et KÆMPE kamera med blusen af. Jeg fik "kjole på". Ikke den lyserøde, men den gule. Den lyserøde var til ham der skulle tage billeder. Det syntes Lauritz var lidt pudsigt. Han kunne kigge på mig lidt mistroisk, som om at han lige skulle læse mit ansigt. Er det her okay mor? Jeg smilede og sagde at jeg syntes det var et flot kamera. Meget større end vores derhjemme, og det var da sjovt at få taget billeder med sådan et stort kamera. Det var okay.

Batteriet havde allerede bevæget sig ned, i en slynge i tyndtarmen, og var ved at finde sin vej ud. Tænk at det var nået "så langt", på ca. 2 timer. Så længe han ikke havde feber eller mavesmerter, så var alt godt. Vi har haft åben adgang til skadestuen i de efterfølgende 4 uger, i tilfældet af at det skulle sætte sig fast og ved akut mavesmerter eller feber skulle vi bare komme. De 4 uger er nu gået, og vi har ikke været der igen. Så vi gætter på at det er passeret uden nogen af os har lagt mærke til det.

Han har så fået at vide, at man spiser altså kun mad og ikke andet, af både læge, sygeplejerske, pædagogerne i børnehaven og os...mon han husker det? Vi må se.


Ny hjemmestrikket kyse, i det blødeste baby merino uld, prøves i forbindelse med eftermiddagslur. 



Portræt 35/52


I denne uge afgik min iPhone ved døden. Pludseligt og meget uventet. 

Det tog knap en måned for, at få resultatet for obduktionen. Den var ikke til at genoplive. Jeg har derfor en stor mangel af billeder for de næste par uger. Men jeg nåede da, at tage et par stykker, inden den kapitulerede.


Portræt 34/52

Den årlige fællesspisning i børnehaven, for alle børn og forældre. Hver familie medbringer deres aftensmad, og den bliver så en del af en stor buffet. Det er altid rigtig hyggeligt, og man for smagt lidt af hvert. Børnene leger og vi forældre får mulighed, for at tale sammen, lidt mere end de daglige par ord, i forbindelse med hente/bringe.


Den her lille trut er blevet 3 måneder. Tænk en gang som tiden flyver. Men lige dejlig og glad, som altid.


Det, tæt på, daglige morgenritual. Lauritz skal lige holde sin lillesøster. Han er så glad for hende og kærlig overfor.




Stilhed...

Der har været meget stille på bloggen, og meget er sket. Jeg har været overmandet af barsel, sygdom (ikke alvorligt), dåb og fødselsdage.

Enkelte store ting, men også en masse daglig dags ting. Ting der æder timerne, i store bider, så jeg står tilbage og kan kan huske hvad jeg har foretaget mig. Med undren over hvor dagen blev af.

Jeg har en masse indlæg i hovedet, som venter på at blive skrevet, og en masse billeder, der venter på at blive delt. Så jeg håber at I vil bære over med mig, at indlæggene kommer i klumper stimer. Nogle med flere billeder end tekst.

Jeg har derfor også valgt at starte med en stime af de ugentlige portræt indlæg. Jeg har nu 7 portræt-indlæg på samvittigheden.

Jeg havde en forestilling om, at det ville blive piece of cake at have bloggen kørende mens jeg var på barsel, for så havde jeg jo ikke mit arbejde, at tage højde for, på samme måde. Men selvom Mathilda er den nemmeste baby (åh Nemesis - hold dig væk) og altid glad og smilende, så flyver tiden afsted. Bloggen er blevet nedprioriteret, men jeg har forsøgt, at være stor-forbruger af Instagram, så I stadig har haft en mulighed for at følge en smule med.

Jeg vil forsøge at rette op. Jeg vil jo virkelig gerne skrive og dele billeder. Små glimt af vores hverdag, mine små håndarbejdssysler og opskrifter. Det er hyggeligt. Mit lille hygge-hjørne.

Jeg håber at I stadig vil følge med, og så skal jeg nok "oppe" mig lidt, så der bliver et bedre flow i hvornår der kommer indlæg.