søndag den 21. april 2013

Portræt 16/52

Lauritz har underholdt mig i sengen. Læst historier for mig, vi har set film på iPaden og hygget.

Han er fuld af omsorg og aer mig og tager min hånd og holder i den og giver mig kram og kys.

Såret på næsen...det har han fået da han kravlede op af en rutsjebane den forkerte vej, og så faldt ned, med hovedet først, af trappen til rutsjebanen. Så gør han vidst ikke det igen.

Så kom dagen

Dagen som jeg har ventet på i over 1 år. Efter at have været sat tilbage i køen flere gange. Jeg syntes at det har været langt tid at vente for et relativt lille indgreb, og det har kostet en del frustration og utallige tårer. Men nu er det overstået.

Jeg er endelig blevet opereret. Jeg har fået fjernet de betændte kirtler og alt det onde og dårligdom de har ført med sig.

Operationen gik rigtig godt. Det var jo et mindre indgreb, og de havde regnet med det ville tage cirka 2 timer, men det tog kun 45 min.

Jeg var i fuld narkose. Jeg er aldrig blevet opereret før, så jeg har heller ikke været i fuld narkose før, så det var jeg lidt spændt på. Jeg har ikke hørt noget dårligt om det, kun at man kan få det rigtig dårlig. Det gjorde jeg heldigvis ikke.

De var rigtig søde på hospitalet og gode til at informerer mig om hvad der skulle ske og hvad de ville gøre. Jeg fortalte at jeg ikke havde prøvet at være i fuld narkose før og at det var lidt en præmierer. Det grinede sygeplejersken lidt af og sagde så, at nu ville der ikke gå så lang tid før jeg sov. Jeg nåede kun lige at tænke, "gad vide om jeg skal tælle", og så vågnede jeg igen.

Sygeplejersken fortalte at jeg selv var kravlet over i seng igen, men det kan jeg slet ikke huske. Overhovedet ikke. Det er lidt underligt.
Men jeg havde det, under omstændighederne, rigtig godt. Så ingen bivirkninger af narkosen. Og jeg kunne komme hjem samme aften. Dejligt.

Til gengæld fik jeg efterfølgende nogle smertestillende piller som jeg slet ikke kunne tåle. Jeg plejer ellers aldrig at få nogle bivirkninger af medicin, men hold da op. Jeg kunne slet ikke komme ud af sengen. Bare jeg prøvede at sætte mig op, så blev jeg utrolig svimmel og alt blodet forsvandt fra mit hoved. Koldsved sprang frem over hele kroppen og kvalmen kom skyllende over mig. Ned og ligge igen. Men det blev bare ved. Min mormor havde sagt, at jeg bare skulle ringe så ville hun komme, men jeg var bange for at jeg ikke ville kunne nå ud til hoveddøren og åbne, uden at besvime i gangen eller kaste op over det hele. Så jeg ringede til min dejlige mand, så han kunne kom hjem og passe mig. Han ringede til hospitalet, for at hører om det kunne være rigtig, at jeg var så dårlig eller om han kunne gøre noget. Jeg skulle lade være med at tage de piller jeg havde fået og kun tage panodil og ipren som smertestillende. Og det var helt fint.

Der gik helt frem til torsdag midt på dagen, før jeg havde det godt igen. De to piller jeg havde taget tog sig god tid, før de var ude af kroppen.

Men nu ligger jeg så her.

Jeg er stadig noget hævet omkring operationssåret, så forholder mig i ro og giver det lidt luft, så det forhåbentligt kan hele lidt hurtigt.

Jeg har det godt. Er lidt stivbenet og går lidt sjovt, men det går over. Det er trods alt under en uge siden jeg blev opereret.

En ting dog...hvorfor gør de drop i hånden altid så forbandet ondt. Kan huske det fra da jeg skulle føde Lauritz og jeg også fik lagt drop. Det er så ømt og når det er fjernet, så har jeg et blåt og meget ømt mærke på hånden. Hrmf!! Jeg må have mere fedt på hænderne eller noget...








Portræt 15/52

Jeg er bagud...I know. Det er ikke særlig godt af mig.

Lauritz på cykeltur i skoven.



tirsdag den 9. april 2013

lørdag den 6. april 2013

Foråret er kommet

Jeg er helt sikker nu. Foråret er endeligt kommet for at blive. Solens stråler har varmet fra morgenstunden, og vi har været i haven. Allesammen. Der er blevet klippet, savet, beskåret, gravet, leget og cyklet.

Hvor er det bare skønt.

Sidste år gjorde vi egentligt ikke rigtigt noget ved haven, ud over den almindelige vedligeholdelse så som, slå græs, klippe hækken og fjerne ukrudt mellem fliserne.

Vi, eller jeg, ville gerne lige se hvad der gemte sig i haven af overraskelser. Og der var flere overraskelser, både af de dejlige og de mindre gode overraskelser.

Om foråret er en del af vores have overstrøet med Vintergækker og Erantis. Det lyser dejligt op mellem de falmede og visne blade og de nøgne grene og græsplænen der nærmest er i dvale.

Med foråret kommer også gæster. Alle er ude af deres hjem og besøger venner og familie, i højere grad end når det er koldt og mørkt. Så har man ikke den samme trang til at komme ud. Men dette betyder også uindbudte og ikke velkomne gæster, og dem har vi allerede haft besøg af. I hvert fald nogle af dem. De er pænt blevet bedt om at gå igen og tage deres familier med og ikke komme igen. Jeg kan ikke udstå myrer. De kribler og ødelægger, alt. Jeg kæmpede en kamp, ja ligefrem krig var det, sidst år, og overgav mig til sidst og ringede efter det professionelle vagtværn, som kom og sprøjtede hele vores hus..ind og ude. Og slut var det. De forlod matriklen. Jo tak. Altså, det skal lige understreges at det vat ikke dræbergift der blev sprøjtet med, men noget "gå væk" noget. Dont ask!!! Jeg ved at set virkede og hvis de har tænkt sig at invadere vores hjem igen som sidst år, så griber jeg telefonen med det samme.

Lauritz sov selvfølgelig til middag udenfor, med valgfri bamse. Det skulle selvfølgelig være ingen ringere end Haffelaffen...den største af alle bamserne. Tossede knægt.

Så kan forår og sommer bare komme frit frem fra skjul...familien her er klar.












tirsdag den 2. april 2013

Påskeæg skal der til...

Man kan altid finde en anledning til at lave god mad og godter. Men højtider kalder ligefrem på godter og lækker mad.

Påske er lig med påskeæg...dem af chokolade med mere choko og meget lade...mmm.

Lauritz og jeg gik i køkkenet og lavede to slags påskeæg. Traditionelle med marcipan og nougat overtrukket med mørk chokolade og så marcipan med lakridspulver overtrukket med mørk chokolade og drysset med lakridspulver. De blev bare SÅ gode.

Det var ikke alle sammen der var lige ægge-runde, men hvad gør det. Man skal jo også kunne se at de er hjemmelavet, ikke!








Portræt 13/52


Der trampes i sandet mens solen langsomt går ned.

mandag den 1. april 2013

Portræt 12/52


Man skal huske at drikke en masse når det er varmt.

Portræt 11/52

Ja, jeg er pludselig en smule bagud.

Det kan ske når man går offline og tager på ferien.




Nutella spises da med hele hovedet, gør det ikke???

Ferie

Så er vi hjemme igen. Hjemme efter 14 dage i Hua Hin i Thailand, 34 graders varme, høj sol og total afslapning.

Det er den første ferie vi har været på siden jeg var gravid. Altså første sådan rigtige udenlandsferie, med fly med pakkede kufferter og hvad der ellers hører til rigtige ferier.

Man kan måske sige at vi var en smule vovede ved at lade Lauritz første flyvetur, være en tur på 10 timer, efterfulgt af 3 timers bustur. Flyturen gik bare super godt. Busturen gik mindre godt. Lauritz blev køresyg og kastede op flere gange...ud over Mark. Skønt at sidde 3 timer i en bus, våd af bræk. Det er jo ikke lige det man regner med sker...det er aldrig sket før i hvert fald, så vi havde ingen poser af nogen art, så efter anden gang, tog Mark sin bluse af, så Lauritz kunne kaste op i blusen. Den var jo allerede fedtet ind i forvejen.

Ellers vil jeg lade billederne tale for sig selv. En ting er sikkert...vi skal til Hua Hin igen.